Nej tak til politiske vennetjenester !

2021-03-09T16:10:46+00:00March 8th, 2021|0 Comments

 

Den socialdemokratiske regering har besluttet, at det fremover skal være muligt at udpege tidligere politikere som ambassadører for Danmark. Dermed skaber Socialdemokratiet endnu en potentiel karrierevej for afdankede politikere, som man med et kærligt klap på skulderen eller et spark bagi kan sende bort fra Christiansborg og afsted til varmere himmelstrøg på en af de danske ambassader.

Det har affødt kritik fra en række fagforeninger, der hævder at det et opgør med tanken om de såkaldt neutrale embedsmænd. Guderne skal vide, at myten om det neutrale embedsværk, er netop det en myte – og da særligt blandt ambassadørerne, som man ikke skal lytte længe til for at ane et politisk tilhørsforhold i eller omkring Det Radikale Venstre, men det vil ikke blive bedre af at en til enhver tid siddende regering kan udpege eksempelvis tidligere ministre som ambassadører rundt omkring i verden.

Tilsyneladende er Venstre også med på den socialdemokratiske regerings ambition, og det tyder jo på, at de to gamle magtpartier allerede har linet en gruppe af forhenværende op til indsættelse i ambassadørkorpset.

Danskerne bryder sig ikke om politiske vennetjenester og kammerateri, og den socialdemokratiske regerings seneste påfund skaber mere af den slags, og dermed også mere mistillid mellem befolkning og politikere. Det har vi ikke brug for.
Ingen kan have noget imod at spændvidden i de personer, der tegner Danmark i udlandet udvides, men det kan man f.eks. gøre ved at anvise andre karriereveje til tilværelsen som ambassadør end den snorlige igennem ministerierne.

Der er givetvis masser af mennesker uden for Slotsholmen og nærmeste omgivelser, der har kompetencer til at kunne løfte opgaven med at pleje Danmarks interesser i udlandet, men kammerater eller tidligere partifæller, hvis hæl man heller ser end deres tå, er ikke iblandt dem. Så fri os for mere pamperi og kammerateri på Borgen.