Man vinder ikke hele cykelløbet, ved at køre på frihjul !

2021-03-16T14:15:51+00:00March 16th, 2021|0 Comments

Folketinget vedtog ved lovbehandling i december finansloven for 2021. I den forbindelse lovede Nye Borgerlige at fjerne Selskabsskatten, topskatten, alle bilregistreringsafgifter og topskatten på aktiegevinster. Udgifter der runder mere end 100 milliarder kr., ja hver 8’ krone på statens samlede drift. Skatter som jo finansierer driften af landets sygehuse, skoler, universiteter og hele den kollektive trafik. Nye Borgerlige anviste desværre ikke nogen som helst saglig finansiering af hvor alle pengene skal komme fra. Faktisk kunne man opleve den absurde situation, at Nye Borgerlige ikke havde ét eneste ændringsforslag til regeringens finanslov. Det havde partiet ikke haft tid til var det kække svar fra deres finansordfører, der tilmed mødte op uden en ordførertale ved finanslovsdebatten og som ikke brugte mere end 25 sekunder af sin tildelte taletid på 10 minutter. Det er ganske enkelt useriøst.

At Nye Borgerlige ikke vil fortælle om deres vurdering af regeringens finanslov er jo deres valg, men når partiet så nærmest praler med hvor nemt de selv er i stand til at finde besparelser på finansloven på over 100 milliarder om året, ja så forstår vi andre ikke hvorfor de så ikke foreslår deres nemme besparelser i form af et simpelt ændringsforslag til finansloven? Det ville ta’ under 10-12 minutter at fremsætte de ændringsforslag til 100 mia., altså ikke længere tid end det ta’r at gennemkoge en gryde danske Samsø-kartofler!

Indtil videre ved vi jo nærmest kun, at Nye Borgerlige vil afskaffe SU til alle landets studerende og alene tilbyde dem lån. Godt for de rige, skidt for den almindelige lønmodtager med store børn og unge. Så gode venner i Nye Borgerlige, stop med at køre på frihjul, fremlæg jeres finansøkonomiske politik og vis lidt interesse i opgaven. I længden kan man ikke overleve i politik, ved udelukkende at kritisere andre partiers politik. Derimod skal man også bruge knofedt på at fremlægge sine egen politiske forslag og ikke mindst fremlægge valide forslag til finansiering af nye tiltag og ønsker.