Selvfølgelig skal vi ikke afskaffe kontanterne

2021-08-04T14:48:30+00:00August 1st, 2021|0 Comments

Et nyt forslag fra Dansk Erhverv vil give erhvervsdrivende lov til selv at bestemme, om de vil tage imod kontanter eller ej.

Og for nu at være kontant, ligesom emnet foreskriver: Det bliver et rungende nej fra Dansk Folkeparti. Vi vil simpelthen ikke være med til at udelukke tusindvis af danskere fra samfundet, og udfaser man kontanterne, vil det være en uomtvistelig realitet.

Det er ikke alle, der har et dankort eller anden form for kontantløs betaling, og det er heller ikke alle, der ønsker det. Vi har ældre borgere, som ikke er med på den digitale bølge og finder en tryghed i kontanterne, og udsatte borgere, som måske ikke har andre muligheder end kontanterne. Hvorfor i alverden skal vi gøre det sværere for dem at navigere i samfundet? Bare fordi vi kan?

Det mener vi ikke. Den digitale udvikling tromler derudaf, og vi ved godt, at den er noget nær ustandselig, men det betyder ikke, at vi bare skal lade os køre over. Det er ikke alle, der ønsker, at staten og banken kan følge med i hvert køb og  ikke mindst hvad man køber,  og det frie valg skal vi have plads til.

Vi skal holde fast i den danske krone – fysisk såvel som digitalt. Den er et stykke Danmarkshistorie og en del af rammen for vores samfund. Det er ikke noget, vi bare kan udfase.